Når du flytter fra en lejet lejlighed

At flytte ud af en lejet lejlighed er straks mere besværligt end at flytte ind. Det er her mange pludselig bliver overraskede over hvad de skrev under på da de flyttede ind. Læs her hvordan du forbereder dig og får dig en ordenlig udflytning.

Opsigelsesdatoen

Når du vil flytte ud af lejligheden kan du starte med at se hvad der står i din lejekontrakt. Her skal du se efter hvor mange måneders opsigelse du har. Det mest normale er oftest beskrevet som “løbende måned plus 3 måneder.”

Det betyder at der skal gå 3 måneder fra slutningen af den måned du er i. F.eks. hvis det er den 5. maj, så kan du risikere at betale leje indtil 31. juli, altså næsten 4 måneder.

Du kan nogle gange godt slippe lidt tidligere, men det kommer alt sammen an på om udlejer kan finde en anden som vil leje din lejlighed inden din lejeperiode udløber. Her er det godt at være gode venner med sin udlejer, så man kan tage en snak om situationen.

Selve opsigelsen

En opsigelse skal altid være skriftlig. Dvs. du skal skrive et brev til din din udlejer hvor der står at du nu har tænkt dig at flytte, og samtidig oplyse om hvornår du flytter. En opsigelse bør optimalt sendes som anbefalet brev, men da det jo efterhånden er så sindsygt dyrt, og besværligt, er der mange som ikke gør det. Du kan evt. hvis du umiddelbart stoler på din udlejer også aflevere den personligt, og evt. få en underskrift på en kopi af brevet som du beholder.

Det er meget vigtigt at du sørger for at have en kopi selv, og på en eller anden måde får bevis for at udlejeren har modtaget den. Både så du selv kan huske hvad du har skrevet, men også i tilfælde af hvis der opstår nogle problemer i forbindelse med udflytningen.

Da mange i dag efterhånden ikke ved hvordan et brev skal se ud, er der her et eksempel som viser hvilke ting du skal huske at skrive i din opsigelse.Et billede af et opsigelsesbrev som viser at man skal huske følgende: Udlejers adresse, dags dato, Lejlighedens adresse, Udflytningsdatoen, Dine kontaktoplysninger, Din underskrift.

Det er vigtigt at du husker at skrive de følgende ting:

  • Hvem opsigelsen er til.
  • Hvilken dag du skriver brevet.
  • Hvilken lejlighed der er tale om.
  • Hvilken dato du forventer at være ude af det lejede. På den dato skal du senest være ude kl. 12.00. (Det vil normalt være den 1. i en måned.)
  • Kontaktoplysninger så udlejer kan få fat i dig nu og i perioden efter du er flyttet. Hvis du endnu ikke ved hvor du kommer til at bo kan du naturligvis ikke skrive det. Men senest 8 dage inden du flytter skal udlejer have din nye adresse at vide.
  • Din underskrift.

Dertil er det praktisk at tilføje andre ting, som f.eks.:

 

  • At du stopper dine indbetalinger af leje hvis du har forudbetalt leje.
  • Dine kontooplysninger til tilbagebetaling af depositum.
  • Andre ting som du synes er vigtige. Her er det muligt at tilføje ting som måske gør det hele lidt nemmere for udlejer. F.eks. hvis du allerede nu ved, at du er ude af lejligheden en uge før opsigelsesdatoen, eller noget i den stil.
  • En opsigelse kan godt virke som et “koldt” brev, specielt til små udlejere. Så har du bare alle de vigtige ting med, skader det såmænd ikke at du skriver det lidt mere hyggeligt. Det er klart nemmere at flytte ud af en lejlighed når man er på god fod med udlejer.

Det er vigtigt at du skriver præcist og klart. Selvom du måske som lejer føler at det nok er udlejer som ved hvordan den slags foregår, så er det ikke altid sådan. Der er desværre mange udlejere som knap nok kender reglerne. Mange udlejere ejer også kun en enkelt lejlighed og render derfor kun ind i at skulle vide noget om udlejning en sjælden gang hver gang lejerne skiftes ud. Og der kan jo være år imellem.

F.eks. er der mange udlejere som tror at de automatisk har ret til 14 dages ekstra betaling efter du er flyttet ud. (Fordi de så skal bruge de 14 dage på at sætte i stand osv.) Det er nok fordi rigtig mange boligforeninger kører med denne regel, men er det ikke en del af din kontrakt er fraflytningsdatoen altså den sidste dato du skal betale leje for.

Bagefter opsigelsen

Når opsigelsen er sendt kan du forvente at skulle planlægge lidt med udlejer. Der er mange praktiske ting som skal på plads. F.eks. kan det være at udlejer gerne vil vise lejligheden frem til andre som skal leje den efter dig. Og I skal også finde en dato hvor I begge mødes og besigtiger lejligheden for at bedømme hvor meget du skal have tilbage af dit depositum.

Hvis du bruger din forudbetalte leje til at “bo op” de sidste måneder skal du lige huske at smutte ind på din netbank og ændre den månedlige betaling. Det er jo surt at betale for noget man allerede har betalt for en gang 🙂
Husk dog at varme og lign. ikke er med i den forudbetalte husleje, med mindre det allerede er en del af lejen. Dvs. du skal stadig flytte et beløb over som svarer til a conto betalingen for varme.

Fraflytning

Når du flytter skal du som regel gøre rent, det er normalt at kontrakten siger at lejligheden skal efterlades i samme stand som da du modtog den. Hvilket betyder at den skal være ren, også selvom du måske synes at der var lidt beskidt da du flyttede ind.

Måske er der også aftalt at der skal males, og i nogle tilfælde må du gerne gøre dette selv.

Besigtigelse

Besigtigelsen sker efter du er flyttet ud og har gjort rent. Du mødes i lejligheden med udlejer, og I kigger alle rum igennem for om du har ødelagt noget som skal trækkes fra dit depositum. Man bør egentlig lave en liste over hvad man er blevet enige om, og sørge for at både lejer og udlejer skriver under på hver sin kopi af den. I praksis sker det dog alt for sjældent. Er du lidt usikker på din udlejer, så sørg for at lave sådan en liste.

Efter fraflytningen

Når du endelig er nået hertil er der ikke meget mere du skal lave. Du skal dog huske at holde øje med om du får dit depositum tilbage. Det skal ske 14 dage efter fraflytningsdatoen, med mindre andet er aftalt i kontraktens §11.

Hvis du har betalt varme, el eller lign. a conto, skal du også huske at holde øje med om regskabet bliver gjort op. Alt efter hvornår du flytter og hvornår regnskabsåret kører, kan du dog godt risikerer at der går over et helt år før du ser et regnskab.

Husk derfor at tjekke op på hvornår du skal forvente et regnskab, og husk det så igen når tiden kommer. Det er penge du har tilgode, og så er det da dumt at glemme alt om dem.

 

10 tanker om "Når du flytter fra en lejet lejlighed"

  1. God artikel, med har i nogle råd for hvad man skal skrive til udlejeren for at få en lejlighed? Vi søger desperat idet vi kun har et midlertidigt lejemål, og begge er seniorer 72 og 65. Det synes at være det værste vi kan skrive. Lige nu har vi mulighed for en senior lejlighed, her er det jo ok at skrive vi er seniorer, men hvad bør vi ellers fremhæve.

    På forhånd tak
    Ole stilling

  2. Hej, tak for en god artikel.
    Et spørgsmål:
    – jeg forstår ikke hvordan du kan skrive: “Det betyder at der skal gå 3 måneder fra slutningen af den måned du er i. F.eks. hvis det er den 5. maj, så kan du risikere at betale leje indtil 31. juli, altså næsten 4 måneder.”

    Men i dit billede af en skabelon står der at du skriver brevet d. 17 juni men at det er til udlejers disposition d. 1 september.
    Så spørger jeg, mangler der ikke en måned? Altså du skriver brevet d. 17 juni, så skal der vel gå 3 måneder efterfølgende. Juli, Aug og Sep. Så er det vel til udlejers disposition d. 1 okt. Er det ikke?

  3. Måske man skulle anføre plads til udlejers underskrift for ‘ligelydende opsigelse modtaget d. xx/xx-xxxx’ så der ikke er tvivl om, at udlejer faktisk har modtaget opsigelsen!?

    Ellers fint eksempel som godt kunne have været på skrift i stedet for et billede så man ikke skulle sidde og skrive af 😉

  4. Hej
    Jeg står i dilemma med min udlejer hvor jeg er lidt forvirret.
    Vi har opsagt vores lejlighed ” udflytning dato 31.08.2016 ) men udlejeren finde en lejre som kunne overtage lejligheden fra den 01.08-16.
    Jeg modtager en besked hvor der står ” huset er lejet ud pr 1.08-16 og vi forvente at gardinerne skal pilles ned og osv.” Derfor har jeg skrevet kontrakt med ny udlejer og osv.
    1 uge senere skriver de igen at de ny lejre havde sprunget fra og derfor hænge i på huslejen frem til 1 september.

    Er der nogen som kan hjælpe mig, jeg menes bestemt ikke at jeg hænge på huslejen frem til september, da de havde skrevet at huset var lejet ud den 1 august.

    • Hej, jeg tror desværre at du hænger på den måneds husleje. Det er korrekt at udlejer skal forsøge at finde en ny lejer, og hvis det lykkedes, så skal du ikke betale. Men her lykkedes det ikke, da den nye lejer sprang fra.

      Det vil sige at, hvis der overhovedet er en sag, så handler den om hvad du har aftalt med din udlejer den dag han fortalte dig at der var ankommet en ny lejer. Og så er vi vist ovre i aftaleloven, og ikke længere lejelov. Jeg vil gætte på at det kræver en advokat at forsøge at slippe for den måneds husleje. Der er, så vidt jeg ved, ikke noget i lejeloven som kan redde dig, da de typiske 3 måneders opsigelse netop er en af de få ting som beskytter udlejer.

  5. er flyttet ud af en lejlighed pr. 1/7, men der ikke kommet et regnskab endnu.
    og på siden her læser jeg, at det skal gøres op efter senest 15 dage, hvad gør jeg?

  6. Hej,
    Jeg lejer et enkeltværelse (dvs. jeg har en månedopsigelse), og har netop opsagt mit lejemål, hvori følgende står:
    “Lejemålet opsiges pr. dags dato: 30/11/2016 med udflytning d. 1.1.2017”
    Min udlejer kræver nu at jeg skal betale for Januar måned, idet jeg først flytter d. 01.01.2017 og altså der er således taget hul på en ny måned, kan han opkræve det?

    • Det er helt normal praksis at det er den 1. i måneden man flytter ind/ud.
      Normalt vil man, hvis man flytter ud den 1. i en måned, ikke skulle betale for den måned. For her er der jo i teorien en ny lejer som skal betale for sin første måned.

      Lejeloven specificerer ikke hvilken dag der normalt er udflytningsdagen, blot at man skal være ude inden kl. 12 på dagen.

      I dit tilfælde tænker jeg at det nemmeste argument du kan bruge mod udlejer er at se på hvornår du flyttede ind.
      Hvis din lejekontrakt starter på den 1. i en måned(Og det gør den nok.), så må den jo også slutte på den 1. UDEN at det skal koste en måned ekstra.

      Vil din udlejer ikke lytte til den slags fornuft, så er det bare at få gang i Lejernes LO, eller selv køre en sag via huslejenævnet. Begge dele koster lidt, men ikke meget i forhold til en måneds husleje.

  7. Jeg har et spørgsmål vedrørende opsigelseperioden når udlejer skal til at sælge huset jeg lejer, for jeg vil gerne lidt hurtigere ud af det da jeg har en anden bolig på hånden og er ikke helt med på ideen om dobbelt husleje i 3 måneder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *